mandag den 13. januar 2014

Adoption - Umfufu #2

Det at adoptere et barn har været i min bevidsthed i mange år. Inden jeg mødte Morten var jeg alene i nogle år, og her tænkte jeg ved mig selv, at hvis jeg ikke fik en kæreste inden jeg blev sidst i tredverne, ville jeg søge om at adoptere et barn.

Da jeg mødte Morten, gik der ikke lang tid før det blev en tanke, der kom op.  Morten er adopteret fra Korea. Da vi havde kendt hinanden under et år tog vi til Korea sammen. Min far og hans kone boede på det tidspunkt i Korea. Jeg havde været der ude flere gange før, og planlagde uafhængigt af Morten, at tage derud. Morten havde også i længere tid overvejet at tage til Korea for at se, hvor han kom fra. Vi tog derud i oktober 2008. Her havde vi 14 fantastiske dage, hvor vi blandt andet besøgte det børnehjem Morten havde boet på.


Da vi skulle flyve hjem, steg en familie på lufthavnsbussen. Det var et europæisk par med et lille koreansk barn. De havde helt tydeligt været ude og hente et adoptivbarn. Det viste sig, at vi skulle med samme fly til Europa. Da jeg så denne familie, fik jeg kuldegysninger. Det var fantastisk at se, at en familie startede et adoptionsliv i samme åndedrag, som vi havde været ude og se, hvor Mortens liv var startet 31 år før. Her tænkte jeg for første gang, at det vil jeg også gerne!

fredag den 10. januar 2014

Projekt nye puder

I juleferien fik jeg endelig taget mig sammen og syet nye puder til vores sofa. Jeg startede med en tur i Stof og stil. Det fungerede fint som motivator, at jeg skulle der ud først. Det er altså et mekka af lækre sager. Bevares - ikke altid guddommelige kvaliteter - men til puder, hynder, jersey og børneting er de fantastiske.

Jeg var ambitøs og syede lynlås i denne gang. Det har jeg ikke gjort før, men det gik fint. Hjemme hos os, er det også en klar fordel, hvis det er nemt at tage betrækket af og vaske dem. 2 hunde i sofaen…

I kan se resultatet her:



tirsdag den 7. januar 2014

Ny hyggekrog

Jeg har de sidste par måneder arbejdet lidt på et indretningsprojekt. Det er mit syværelse, som har udviklet sig lidt. Det startede på første sal, men rykkede ned i vores stue, som er en aflang gammel stald. Det har I set før her.
Tidligere brugte vi stuen som TV stue, så fjernsynet hænger her stadig. Vi ser egentlig mest TV på iPads mv. men vi skulle gerne stadig kunne se en film sammen herinde. Sofaen solgte jeg på Den Blå Avis, da jeg omrokerede, og så måtte vi jo tænke lidt kreativt.
Det er blevet til disse to luksus-sækkestole. De er fra Ambient Lounge. De hedder Studio Lounger. Det fungerer super godt. Der er tilpas meget støtte i dem, til at man ikke flyder helt væk, og de former sig godt efter kroppen - og så er de pæne!




mandag den 6. januar 2014

Adoption - Umfufu #1

Som jeg tidligere har nævnt, har jeg besluttet at jeg her på bloggen vil skrive lidt om min/vores vej til at adoptere et lille barn. Vi er stadig på vej, så slutningen hænger stadig i luften.

Jeg vil skrive om det af flere årsager. For det første vil jeg meget gerne have historien skrevet ned, som jeg løbende oplever det, så jeg kan huske de forskellige faser. Jeg tænker, at når først vi får barnet, så vil alt det vi har gået igennem de sidste par år forsvinde i baggrunden.

Jeg vil også skrive om det, så alle andre interesserede kan følge med. Det er ikke fordi jeg ikke ønsker spørgsmål – jeg taler gerne om det, men det kan også være rart for andre, at læse lidt om, hvad jeg tænker omkring det hele. Og sluttelig, så kunne det jo være, at min historie kan bruges på den ene eller anden måde af jer, som jeg slet ikke kender. 

Jeg skylder nok at forklare oplæggets titel: Umfufu. Umfufu er det navn vi kalder vores ufødte barn. Det gør vi fordi jeg i starten tænkte på, at barnet kom fra Afrika, og så kom jeg til at tænke på Umfufu. Det kom bare ud af den blå luft, og så har det været det navn vi har brugt siden. Umfufu vil dog komme fra Korea, og får jo nok et andet navn, når vi nærmer os. 

Det er ikke fordi bloggen skal til kun at være adoptions- eller børne blog. Jeg tænker, at det bliver en kombination. Umfufu indlæggene vil komme ca. en gang om måneden, men I vil få et par stykker lidt tættere på hinanden her til en start. 

søndag den 5. januar 2014

Lys og luft - lejlighed i Søborg til salg.

Jeg vil normalt ikke bruge bloggen til sådan noget her - men nu har jeg altså en andelslejlighed til salg i Søborg.

Super lækker, lys og luftig - og med en fed altan.



























I kan se annoncen her

I må meget gerne kommentere, dele den på Facebook mv. så den bliver så synlig som muligt :-).


lørdag den 4. januar 2014

Nytårstalen

Så blev det 2014, og det giver nogle tanker om, hvad året skal bruges til - hvor skal fokus være?
I det store hele tror jeg ikke, at jeg kommer til at gøre tingene så meget anderledes i 2014. MEN, der er naturligvis ting jeg vil blive bedre til, og ting jeg vil søge at blive mere afklaret omkring.

I sommeren 2013 færdiggjorde jeg en uddannelse som HD i organisation og ledelse. Det var en uddannelse, som jeg brugte 4 år på - ved siden af mit almindelige fuldtidsarbejde. Det var et af årets store successer, at jeg blev færdig. Det har givet en masse ekstra tid, og i starten gav det også lidt et tomrum. Studiet var hårdt arbejde, men det var også fantastisk spændende og ren forkælelse at blive professionelt inspireret. Derfor er et af mine fokuspunkter i 2014 at udfylde dette tomrum. Og at gøre det velovervejet.
Det er naturligvis blandt andet i dette rum, at bloggen her er opstået og at kreativiteten har fået mere rum i mit liv. Og dette kommer jeg ikke til at ændre på. Det nyder jeg utrolig meget.

I 2014 skal jeg også blive skarpere på, hvad bloggen her skal bruges til. Jeg glæder mig til at udforske dette medie endnu mere. Jeg kan blandt andet afsløre, at jeg kommer til at skrive mere om det at stå på venteliste til et adoptivbarn.

Og sidst men ikke mindst skal jeg fortsætte med fokus på at være tilstede i nuet. Ikke at stresse for meget og at være, der hvor man er. I små konkrete handlinger kan det handle om at:
  • Gå en lille aften tur med min mand hver aften
  • Beslutte tidspunkter på dagen, hvor jeg ikke er online
  • Læse flere bøger
  • Kigge op i stedet for ned, når jeg går tur. Så opdager man hverdagens smukke ting, som man ofte overser. 
Hvad tænker du omkring 2014? Store eller små ændringer?

torsdag den 2. januar 2014

Englestof

Før jul var jeg på tur. På opdagelse i en ny stofforretning. 
Som jer andre frustreres jeg over, hvor svært det er at finde lækkert stof. Jeg kan bedst lide at købe det i en rigtig butik. Jeg synes det kan være rigtig svært at vide, hvad man får, når man køber det over nettet. 

Jeg har hele tide vidst, at der lå en lille stofforetning i Hørsholm. Jeg er opvokset i Hørsholm, og har også arbejdet der en del år. Så jeg vidste godt at Englestof lå på Kongevejen lige over for centret. Det nye er, at de er kommet på Facebook. Der er jeg blevet opmærksom på, hvor lækre ting de har, og hvor kreative de har. De har en lille syskole, hvor de laver fine ting, som postes på Facebook. Det er altså et super reklamefif. Og det var det, som fik mig til at køre derop en dag. 

Det blev jeg ikke skuffet over. Det er en lille butik med stof fra gulv til loft. De yder en super service og har helt styr på, alt hvad de har. Jeg gik derfra med strikken jeg viste forleden dag og noget hvid bomuld til en skjorte/tunika. De har også alle kvaliteter der i mellem. Så skynd jer der op, hvis I mangler lidt inspiration og lidt lækkert til stofsamlingen. 

De har ikke en hjemmeside, men her er deres Facebookside







































Jeg har lånt billederne fra Facebooksiden. For en god ordens skyld, skal det siges, at jeg ikke får noget for at skrive dette - det er ren og skær begejstring.