onsdag den 10. december 2014

Julefrokost





I fredags havde vi julefrokost på arbejdet. Der er nogle sindsygt kreative hoveder på mit arbejde, som hvert år formår at lave en super smuk og festlig julefrokost. I år var der blandt andet et juletræ pyntet med flæseksvær og hjemmelavede chips! Så fik julesangen om træet, der først skal vises og side spises, rigtig værdi!




Og det kreative fortsatte ind i menuen. Forretten blev serveret i konservesdåser, og tankerne løb hen mod surstrømning mv. Men heldigvis var det den lækreste forret, der var nede i. Det var super sjovt tænkt. 

lørdag den 6. december 2014

Lækre etuier





Dem som kender mig ved, at jeg er lidt af en hundetosse. De to beagler, der bor her hjemme lever som konger og baroner, og de er blevet en del af vores liv og livsstil. To veninder har også beagler og de har uafhængigt af hinanden spurgt til om ikke jeg kunne sy et etui, som de kunne bruge i forbindelse med hundeudstilling. Derfor har jeg syet disse ting. Det ene passer i størrelsen til nogle dokumenter, man skal have med på udstilling. Her kom jeg i første omgang til at lave en, der var lidt for lille - men den passede til min iPad mini, så det var held i uheld!

Den lille passer til lidt godbidder og den har fået et selespænde og en rem, så den kan sættes fast i tøjet. 

Dermed er to andre hundetosser klar til næste års udstillinger!



mandag den 17. november 2014

Chunky Cardigan






































Jeg har syet den her. Jeg har brugt mønster 24022 fra Stof og Stil. Jeg har bare ændret lidt ved lommerne - men ellers er det lige ud ad landevejen. Man skal dog være opmærksom på, at Stof og Stils mønstre købes i den størrelse man skal bruge. Jeg tog bare en tilfældig i kurven - og så til min skræk, at jeg var kommet hjem  med str. 42, så jeg måtte starte med at klippe 5 cm hele vejen rundt. Derfor aner jeg intet om mønsterets pasform mv - men jeg er godt tilfreds med det resultat jeg har fået.

Jeg har købt stof hos Stofdepotet - men det er lidt tid siden, så jeg ved ikke om hun stadig har det. Jeg er blevet super glad for resultatet. Ind til videre har jeg brugt den som overgangsjakke - men jeg glæder mig også til, at det bliver koldt nok til at man kan putte sig den indendøre.

fredag den 14. november 2014

Roadtrip til Kählerlagersalg




























Min gode kollega Stine og jeg drog for lidt siden på tur til Kählers lagersalg i Næstved. Som hele resten af blogland holder jeg meget af de organiske keramikformer, og udsigten til at finde nogle store krukker til en god pris trak. Desuden trak udsigten til en hyggelig eftermiddag på landevejen. Der er noget over sådan et lille road trip. Man taler skønt i en bil. 

Jeg fik nogle gode ting synes jeg selv. Jeg fik lysestagerne ovenfor. Jeg tror, at de på en eller anden måde skal indgå i en alternativ adventsdekoration. Her har de fået selskab af lidt andre keramikting - her i blandt en gammel Lyngby vase, som jeg har arvet fra min mormor. 

Jeg fik derud over to lækre store krukker. Ting må helst ikke blive for små i vore stue - som er sådan lidt grov i det. 

Hvis I hænger på, kommer der måske også en lille give-away snart...







mandag den 10. november 2014

Hey Sherlock!

Selv om der længe har været lidt stille på bloggen har jeg stadig syet og været kreativ - der har bare ikke været så meget pep i tastaturet. Det kommer og går - og det skal det have lov til.

En af de ting, jeg har syet i løbet af sensommeren og efteråret er en kappe. Det stammede fra, at jeg var inde i en fantastisk butik på Bornholm, der hedder Det hvide hus. Her har de alt indenfor tweed - og i øvrigt en masse andre ting også. Tweed til mænd og kvinder i alle afskygninger. Mange ting var sindsygt lækre - og nogle ting kammer lidt over og bliver sådan lidt "Sherlock" agtige. Jeg prøvede lige en kappe/jakke og den var super skøn. Jeg kunne dog ikke rigtig identificere mig med at købe tweed i 25 graders varme. Og som så ofte før tænkte jeg - det må man kunne lave selv. 







































Jeg tog udgangspunkt i et Onionmønster, som jeg har ændret lidt. Jeg har lavet den, så den ikke trækkes over hovedet, men knappes igennem. Jeg har så givet den betrukne knapper og gråt foer. Jeg har faktisk brugt den rigtig meget i løbet af dette lune efterår - og jeg synes det er en super cool blanding af Sherlock Holmes og Nuggo.


søndag den 9. november 2014

Ønskeseddel - Jul og fødselsdag

Bynuggo ønskesedel fødselsdag 2014



Nu nærmer tiden sig, hvor jeg snart har fødselsdag - og jul bliver det jo også snart. Derfor har jeg lavet en lille ønskeseddel her. Man skulle næsten tro, at den er sponsoreret, for den er præget af enkelte mærker. Det er den ikke - det afspejler blot crush på nogle mærker - eller mangel på fantasi...

I hvert fald er det basisting fra toogoodtobebasic.com. Jeg er vild med deres altid lækre kvalitet til en rimelig pris. 
Der ud over kunne jeg godt bruge et par gode skjorter. En hvid skjorte og også en ternet ville passe godt ind i både min hverdag og min gardarobe. Disse her er fra Envii.
Jeg ville også elske at sætte fusserne i et par Angulus støver. Jeg tror jeg er moden til leo på fødderne. Jeg har prøvet dem i virkeligheden, og de sidder super godt.

Jeg ville også rigtig gerne prøve Pudderdåsernes nye cremer af. Det skulle være rigtig lækre.

Jeg ville desuden rigtig gerne varme mig på Markbergs håndledsvarmere/handsker.

Sidst men ikke mindst ville jeg rigtig gerne have et abonnement på Mofibo. Kender I bogstreamingssitet? Det fungerer rigtig godt, og det ville jeg gerne kunne bruge over vinteren. 

torsdag den 6. november 2014

Pizza mums






























Jeg blev spurgt om jeg ikke kan lække opskriften på den pizza jeg viste forleden dag. Det vil jeg meget gerne.
I hovedet kan det godt virke som et stort projekt at lave pizza for der er både dej og sovs mv. - men i virkeligheden er det slet ikke galt. Den her blev lavet fredag aften efter arbejde.

Et af de hemmelige tricks er en meget varm ovn og en pizzasten. Det tager længere tid at varme stenen op end luften i ovnen op. Derfor giver jeg den længere opstartstid end til ovnen siger den har den korrekte temperatur. Jeg skruer så højt op som muligt. På min ovn er det 280 grader.

Jeg brugte til dejen:
2,5 dl lunken vand
15 gram gær
1 tsk salt
1 tsk sukker
3-4 dråber citronsaft
400 gram hvede mel. Denne gang var det Søris grove hvedemel, men forskellige typer kan gøre det, og hvis man skal være hel original skal det være italiensk tipo 00 mel.

Gæren røres ud i vandet og der tilsættes sukker og salt. Hvis du har tid til at vente på at gæren bliver stuetemperatur er det godt.
Tilsæt melet lidt af gangen. Rør sammen og ælt dejen til den bliver god og smidig. Jeg rører den på en Kitchen Aid maskine i ca. 5 minutter med dejkrogen.
Lad den hæve ca. en halv time på køkkenbordet. Hvis du har længere tid, kan du evt. skrue ned for gærmængden.

Tomatsauce:
1 ds. flåede tomater
2 spsk. olivenolie
2 tsk. salt
1 fed hvidløg
lidt frisk eller tørret oregano eller timian

Kør det hele på en blender eller en minihakker, så har du verdens letteste tomatsauce!

Fyld:
Frisk bøffel mozzarella
Tomatsauce
Parmaskinke
Ruccola

Et andet godt tip er, ikke at vælte for meget fyld på - så bliver bunden aldrig sprød.

Bagning:
Del dejen i 4 portioner. Rul en portion ud, så den passer i størrelsen til pizzastenen - eller evt. bagepladen.
Sørg for, at der er mel nok på dejen og spatlen. Læg dejen op på spatlen og saml pizzaen mens den ligger her. Fordel tomatsauce og ost, og sæt pizzaen ind på bagestenen.
Giv den ca. 7-8 minutter eller til den er fin og gylden.

Når pizzaen er færdig lægges parmaskinke og ruccola på og du er nu klar til at spise.

Velbekomme!

mandag den 3. november 2014

Efterårssysler og lidt om november






























De sidste par weekender har været pakket med dejlige ting. Blandt andet hjemmelavede pizzaer. Simpelt men skønt.

I sidste weekend var jeg en tur på Comwell i Korsør, hvor min veninde og jeg var til et lækkert arrangement, hvor vi fik afprøvet deres spa og deres kunnen indenfor lækker mad og festlig musik. Jeg var dog ikke så flittig med kameraet. Spa og kamera er en dårlig kombi... Jeg tog dog et billede af den sjoveste kombination af en bænk og en trillebør. Den er lavet af Elefantgården, som er et socialpsykatrisk dagtilbud, som laver de lækreste produkter i træ. Jeg kunne sagtens se sådan en bænk i vores have - men det kan min mand ikke...

Jeg håber at november skal bruges på

  • at gå ture i skoven - gerne i så skønt vejr som sidste år. Det er fra en tur, hvor vi samlede ind til juledekorationer sidste år. 
  • at være på yoga workshop. Denne ved jeg kommer til at holde, for jeg har meldt mig til en hel dags yoga i næste weekend. Det bliver dejligt og sikkert også intenst. 
  • at holde fødselsdag - og forberede denne. Det bliver med brunch for familie og venner den sidste søndag i november.
  • at få blogget lidt mere end jeg har haft held med længe.
  • at pynte en lille smule op til jul. Første søndag i advent er jo trods alt i november. 
  • at gå i gang med at sy lidt julegaver
  • at sy min biblo-taske færdig
  • at stoppe min liste i tide, så der også er plads til ro og fordybelse.

Glædelig november til jer!









mandag den 27. oktober 2014

Tanker om forbrug og bytning


Jeg er blevet mere og mere bevidst om vores brug-og-smid-væk kultur - og det provokerer mig egentlig lidt, når jeg ser statistikker over, hvor meget vi smider ud af alt muligt godt.
Forleden hjalp jeg min bror med at rydde ud i hans ejendele, fordi han bor i udlandet og ikke kan have ret mange ting herhjemme. I sagens natur røg meget på genbrugspladsen, men her stod heldigvis et par mennesker, som gerne ville have de ting, der kunne bruges. Det er dejligt at tænke på, at tingene kan få et nyt liv hos andre.

I samme ånd var jeg til "bytte-tøj-dag" i sidste uge. Det er min kollega Helle, som har taget initiativ til dette arrangement. Jeg skrev også lidt om det i sommer her

Det har kørt i mange år, og har udviklet sig til at være ret stort. Vi var ca. 50 kvinder i alle aldre, som kom med tøj, som vi ikke længere bruger - og kommer hjem med noget "nyt". Det bliver ikke byttet som sådan, men der bliver kørt auktion over tingene. Alt bliver solgt ganske billigt.

Jeg havde selv taget en del ting med. Der var alt fra striktøjer og kjoler til herreskjorter. Jeg har en pose i bunden af mit skab, som jeg lægger ting ned i, når jeg tænker, at det ville være godt til bytte-tøj-dag. Det er ting, som jeg nok ikke ville kunne få det store for på fx Trendsales, men som stadig er for godt til at smide ud.

Jeg solgte en godt brugt cashmere cardican, et par Rosemunde silkebluser, en cashmere top, et tørklæde mv. Jeg købte ikke noget selv, for min mission var egentlig bare, at jeg ville have ryddet lidt ud i klædeskabet. Jeg ville gerne være bedre til at have lidt men godt i mit klædeskab. Og det hjælper på det.



onsdag den 3. september 2014

Brug af billeder






































Jeg har fået fremkaldt nogle af de billeder, som jeg har taget med min Iphone. Jeg synes det er en sjov og uformel måde at se sine billeder på. De er printet som polaridfotos, og så har jeg sat dem op på en tavle. Så kan de også nemt skiftes ud, når noget andet bliver sjovere og mere aktuelt. 
De blev printet via en app, som hedder Printic, og så kom de med posten.

lørdag den 30. august 2014

Min hule i lidt nye klæder






















Jeg har før vist billeder af mit hyggelige "legerum" her og her. Det er totalt luksus, at jeg rent faktisk har fået husets største rum til at brede mig på, hygge, spille og lege i. Det er her jeg syer, skriver blogindlæg, spillerklaver og bare flader ud.

I sommer syntes jeg dog, at den kreative opslagstavle blev en kende for roddet. Derfor strøg jeg en tur i IKEA og købte to billedhylder, som jeg har hængt op i stedet. Det har givet et lidt strammere udtryk, samtidig med, at jeg stadig kan skifte ud i tingene og blande billeder, notesblokke og småt dims, som jeg vil.

På Bornholm købte jeg denne lækre hængende opbevaringsting til alt muligt småtteri. Den er virkelig lækker og praktisk på samme tid. Den er af mærket OYOY.



onsdag den 27. august 2014

Liberty Leo Love



Da jeg syede denne skjorte forudså jeg, at det var et mønster, som jeg ville komme til at elske. Og jeg har også allerede syet en mere. Den passer rigtig godt og så er den rimelig let at sy. Det eneste der kan drille er stolpelukningen, men den fik jeg Line til at hjælpe med begge gange. Jeg synes det er en lækker detalje med trykknapperne. Det gør den både lettere at lave og får den til at se mere pro ud (synes jeg). 

Jeg har nu syet den op i den lækre leo Liberty, og den er igen et hit. Jeg forudser at de to skjorter vil blive brugt mange gange hen over efteråret. 



lørdag den 23. august 2014

Oprydning, genbrug og lidt til salg

Tanker om oprydning, genbrug og spild bruger jeg egentlig en del tid på. Jeg synes dog ofte at tid ender med at blive en dårlig undskyldning for mig. Jeg vil rigtig gerne blive bedre til både at købe genbrug og sælge mine egne ting. Jeg så lige et program om indretning med genbrug på TV2 og det bliver jo sygt lækkert.

Min kollega laver hvert halve år en "byttetøj-dag" hvor der kommer ca. 40 kvinder og bytter og sælger tøj. Det er altid ved en ny sæsonstart, så man kan få opdateret sin gardarobe. MEN her bliver jeg ofte ramt af tidsfaktoren. I en travl hverdag ender dette fantastiske arrangement ofte med at blive nedprioriteret. MEN i år vil jeg med - og jeg skal nok sende jer en beretning. Jeg har en sæk stående med ting, som GLÆDER sig til at få et nyt hjem.

Min mand har også nogle ting, som skal have et nyt hjem. Han har nogle rigtig lækre Dolce & Gabbana skjorter, som for et par år siden er købt som fejlkøb. Derfor vil de gerne have et nyt hjem og de er sat til salg på Trendsales. I kan se dem alle sammen på min Trendsalesprofil her


















mandag den 4. august 2014

Kunsthåndværk-amok

Vi er på ferie på Bornholm og den står primært på 3 ting: afslapning på vores skønne terrasse med havudsigt, opsøgning og tilberedning af lækre råvarer og kiggen på kunsthåndværk. Her kommer lige et udsnit af dagens fristelser fra Svaneke.
Jeg beklager hvis kvaliteten ikke er i top. Jeg kører på min iPhone.





(Ja - det er en hundelort i keramik. Syg humor - I know...)


Alle billeder er taget fordi jeg ville elske at have stående derhjemme (undtagen glaspuster-manden...). Et par ting kom med hjem, og det skal jeg nok vise mere af senere. 






fredag den 25. juli 2014

Leo dilemma


Her er kjolen som jeg har syet af Baum und Pferdgarten stoffet jeg viste jer. Jeg er blevet rigtig godt tilfreds med den og jeg elsker sweat shirt kjoler. 

Jeg har leget lidt med længden og i dag fik den ribben på forneden så den lige blev lidt længere. 

Jeg har været lidt twisted i forhold til leoprintet og om det var for meget, men jeg synes det fungerer helt godt i denne farve. Så er det ikke for meget leo, synes jeg. Min mand er bestemt ikke fan - men hvad ved han! :-)

mandag den 21. juli 2014

Nyt badeværelse





Vi har fået lavet nyt badeværelse derhjemme, og det er blevet super godt. Billederne er ikke de bedste, for de er taget med telefonen, og det er svært at få et godt indtryk at et lille rum.
Men det er med væghængt toilet og vask og et dejligt badekar! Så skønt. 
Fliserne ligner træ til forveksling og jeg elsker, at det bliver sådan lidt mindre svømmehals-agtigt. 
Bogkasserne på væggen er fra Wedowood og de er SÅ fine :-). 

Tak til farfar Erling for mange timers hårdt arbejde. 


Ffhhjkk

fredag den 18. juli 2014

Ønskes: Tips til Bornholm
































Jeg glæder mig til ferie, og vi drager til Bornholm i august måned. Jeg håber på solskin, god mad, samvær 
med min mand og en masse skøn natur. Jeg hører, at Bornholm skulle være blevet lidt af en gourmet-ø, og jeg glæder mig til at se, hvad de forskellige gårdbutikker har at byde på. 

Jeg har bare ikke været på Bornholm i umindelige tider. Sidst var da jeg var skolelærer og havde skoleelever med på tur. Jeg ser frem til at være der i højsæsonen og for mig selv. Jeg har dog behov for lidt hjælp til ting som man ikke må gå glip af på Bornholm. Så hvis du ligger inde med et tip eller to, så vil jeg meget gerne høre det.


mandag den 14. juli 2014

Kaptajn Strib


Jeg har syet en stribet kjole i isoli fra Stofdepotet. Her har jeg bakset lidt med en lynlås i ryggen, som jeg opgav. Stoffet er en tynd isoli, og lynlåsen var en metallynlås, som er lidt tung - men en fed detalje. Men stoffet kunne simpelthen ikke holde lynlåsen, så den sad og flappede øverst. Jeg forsøgte også at stive stoffet af med flissiline. Efter et par forsøg droppede jeg det og syede den sammen i ryggen. 

Den er kantet indvendig i hals, ærmer og for neden med Liberty stof. 

torsdag den 10. juli 2014

Stof crush


Jeg har fået lov at købe dette lækre stykke leo jersey fra Baum und Pferdgarten hos Line og jeg har tryllet lidt med det. Jeg har længe gået og sukket lidt efter deres kjoler og sæt, men tænkt at det må man kunne gøre selv. 

Jeg viser resultatet ved lejlighed. 

søndag den 6. juli 2014

Ny ynglingsskjorte



Ja - det er længe siden der har været liv på bloggen. Det er ikke fordi der ikke sker noget kreativt - der sker bare også en masse andet. Så når jeg ikke lige det der med kamera og computer. Men nu prøver vi med et indlæg fra telefonen og satser på at det ser nogenlunde ud. 
Jeg har syet en ny type skjorte med stolpelukning. Skulle lige have lidt hjælp af Line til syning, men den er et hit og jeg tror jeg kommer til at genbruge dette mønster mange gange. 
Mønstret er fra den japanske sybog med denne forside:


















torsdag den 29. maj 2014

Wish for sneakers






























Jeg synes at jeg "trænger" til et par nye lækre sneakers. Jeg har et par grå, som er et par år gamle, men jeg kunne godt tænke mig nogle med lidt knald på farven - dog uden, at de bliver alt for svære at bruge.
Jeg har fundet lidt forskellige bud her. Jeg er ret vild med dem øverst i midten, der fader i farven. Men der er alle fede. De grønne er måske også lettere, når det bliver efterår?
Er der andre gode derude, som jeg har overset? - og er der evt. nogen, der ligger inde med en rabatkode til ASOS?

tirsdag den 27. maj 2014

Formiddag i haven








































Søndag formiddag var det skønt vejr i haven i KollektivetKøbenhavnsvej. Jeg havde en rolig formiddag med lidt have-nusning kombineret med ro og te på kanden. Det er skønt, når man kan tage det i det tempo, for det var det humøret var til.
Vi har en hybenrosebusk, som gerne vil overtage verdensherredømmet, så den blev klippet lidt tid og blev tl denne viltre buket i stedet.
Der er masser af de store projekter i vores have, hvor man virkelig kan få sved på badehætten, men igår skulle der altså bare være ro på. Det løber ingen vegne - og det gjorde jeg heller ikke søndag!

søndag den 25. maj 2014

Ny ynglings t-shirt







































Gode t-shirts er virkelig noget, som kan redde min gardarobe. En t-shirt i den helt rigtige kvalitet og facon kan redde en hver tøjkrise. Så er det bare at tilsætte jeans, nederdel, gummisko eller høje hæle afhængig af hvad man skal.
Jeg har en yndlings t-shirt fra det netbaserede toogoodtobebasic i silke. Det er et fedt mærke, som i den grad giver god kvalitet til prisen. Jeg har både denne t-shirt og en lædernederdel herfra. Jeg venter i øvrigt utålmodigt på, at de skal få den sorte t-shirt hjem.
I  min utålmodige venten tænkte jeg, at jeg da kunne kopiere modellen selv, så en aften lagde jeg t-shirten oven på noget mønsterpapir og tegnede den af. Ikke ret lang tid efter havde jeg en ny i silke med grafisk print. Det er en keeper, og det bliver ikke den sidste jeg laver!

mandag den 12. maj 2014

Adoption - Umfufu #9

Ventetiden
Vi er meget bevidste om, at det ikke skal fylde for i vores hverdag. Det fylder naturligvis meget i vores tanker, og jeg tror ikke, at der går en dag uden at jeg tænker på det. Men det må ikke æde os op. Det må ikke fylde det hele og det må ikke gøre, at vi ikke er til stede i vores liv lige nu. Det synes jeg, at vi er gode til. Vi er også gode til, at spørge ind til, hvordan de forskellige ting påvirker os hver især.
En af de ting, som vi har lært om hinanden er, at tingene påvirker os forskelligt og tingene går op for os i forskellige tempi og på forskellige tidspunkter. Et sjovt eksempel er hele det her med, at ventetiden er forlænget. Det er mig, som holder mig mest informeret på Danadopts hjemmeside mv. Jeg har løbende fortalt Morten om udviklingen, og vi har læst informationsbrevene sammen. Jeg har været lidt ked af, at tingene går langsomt, men vi har jo ikke kunne gøre noget ved det. Jeg har godt kunne mærke, at det ikke gik Morten lige så meget på.

En aften sad han med netbank og prøvede at holde sit overblik over kroner og ører. Så spørger han, hvornår det er at Umfufu kommer – og hvor mange penge det er vi skal have sparet op. (Vi lægger løbende penge til side, så vi er sikre på, at alle pengene er der, når det magiske opkald kommer). Det gik da op for Morten, at vi havde sparet mange penge op i forhold til de nye udsigter. Dette fysiske tal på opsparingskontoen, som ikke ser ud til at blive hævet så hurtigt alligevel, var hans måde at erkende at ventetiden bliver længere. Det var her, at det sank ind hos ham, og jeg kunne mærke, at han blev påvirket af det. Det påvirkede ikke mig så meget lige der – for det havde vi jo talt om mange gange før – den sank helt ind hos ham der.
En vigtig ting i dette er naturligvis, at det ikke er fordi han ikke glæder sig eller er optaget af det hele – det er bare på forskellige måder og forskellige tidspunkter for os begge.

tirsdag den 29. april 2014

Hjem i sommerklæder #2



Velkommen tilbage til haven i Ølstykke!
Her er så terressen, hvor vi oftest giller og spiser. Her er terressen under åben himmel. Det er faktisk en lille gårdhave mellem vores hus og farfar Erlings hus -  Farfar Erling er min svigerfar. Vi kalder ham farfar Erling, selv om han jo teknisk set ikke er farfar endnu. Kun til vores hunde - men det er jo temmelig nørdet...

Jeg har udenfor vores køkkendør lavet et lille krydderurtebed. I år er der purløg, kruspersille, bredbladet persille, oregano, timian, løvstikke, citronmelisse og koriander. Det bliver skønt når det gror til. 

Vi fik også plantet en masse krukker til i påsken, så det begynder at ligne sommer på terresserne.