Adoption - Umfufu #3

I sidste adoptionsindlæg skrev jeg  om starten på Mortens og min beslutning om, at vi gerne vil adoptere et barn. Jeg har ikke helt styr på, hvornår vi begyndte at undersøge praktikken omkring det, men det første vi stødte på, var, at man skal have boet sammen i to år, før man kan starte godkendelsesprocessen. Dette gjorde, at vi kunne starte processen i efteråret 2010.

For at blive godkendt til adoption af den danske stat, skal man igennem 3 faser. Fase 1 er en godkendelse af nogle objektive kriterier som økonomi og helbred, fase 2 er gennemførelse af et kursus, som familiestyrelsen udbyder over 2 weekender. Fase 3 er den, som mange mennesker har hørt om. Det er her, hvor man skal skrive en masse om sig selv og have nogle lange samtaler med en psykolog fra statsamtet – både på deres kontor og i ens eget hjem.

Adoption - Umfufu #2

Det at adoptere et barn har været i min bevidsthed i mange år. Inden jeg mødte Morten var jeg alene i nogle år, og her tænkte jeg ved mig selv, at hvis jeg ikke fik en kæreste inden jeg blev sidst i tredverne, ville jeg søge om at adoptere et barn.

Da jeg mødte Morten, gik der ikke lang tid før det blev en tanke, der kom op.  Morten er adopteret fra Korea. Da vi havde kendt hinanden under et år tog vi til Korea sammen. Min far og hans kone boede på det tidspunkt i Korea. Jeg havde været der ude flere gange før, og planlagde uafhængigt af Morten, at tage derud. Morten havde også i længere tid overvejet at tage til Korea for at se, hvor han kom fra. Vi tog derud i oktober 2008. Her havde vi 14 fantastiske dage, hvor vi blandt andet besøgte det børnehjem Morten havde boet på.

Da vi skulle flyve hjem, steg en familie på lufthavnsbussen. Det var et europæisk par med et lille koreansk barn. De havde helt tydeligt været ude og hente et adoptivbarn. Det viste sig, at vi skulle med samme fly til Europa. Da jeg så denne familie, fik jeg kuldegysninger. Det var fantastisk at se, at en familie startede et adoptionsliv i samme åndedrag, som vi havde været ude og se, hvor Mortens liv var startet 31 år før. Her tænkte jeg for første gang, at det vil jeg også gerne!

Adoption - Umfufu #1

Som jeg tidligere har nævnt, har jeg besluttet at jeg her på bloggen vil skrive lidt om min/vores vej til at adoptere et lille barn. Vi er stadig på vej, så slutningen hænger stadig i luften.

Jeg vil skrive om det af flere årsager. For det første vil jeg meget gerne have historien skrevet ned, som jeg løbende oplever det, så jeg kan huske de forskellige faser. Jeg tænker, at når først vi får barnet, så vil alt det vi har gået igennem de sidste par år forsvinde i baggrunden.

Jeg vil også skrive om det, så alle andre interesserede kan følge med. Det er ikke fordi jeg ikke ønsker spørgsmål – jeg taler gerne om det, men det kan også være rart for andre, at læse lidt om, hvad jeg tænker omkring det hele. Og sluttelig, så kunne det jo være, at min historie kan bruges på den ene eller anden måde af jer, som jeg slet ikke kender. 

Jeg skylder nok at forklare oplæggets titel: Umfufu. Umfufu er det navn vi kalder vores ufødte barn. Det gør vi fordi jeg i starten tænkte på, at barnet kom fra Afrika, og så kom jeg til at tænke på Umfufu. Det kom bare ud af den blå luft, og så har det været det navn vi har brugt siden. Umfufu vil dog komme fra Korea, og får jo nok et andet navn, når vi nærmer os. 

Det er ikke fordi bloggen skal til kun at være adoptions- eller børne blog. Jeg tænker, at det bliver en kombination. Umfufu indlæggene vil komme ca. en gang om måneden, men I vil få et par stykker lidt tættere på hinanden her til en start. 

Nytårstalen

Så blev det 2014, og det giver nogle tanker om, hvad året skal bruges til - hvor skal fokus være?
I det store hele tror jeg ikke, at jeg kommer til at gøre tingene så meget anderledes i 2014. MEN, der er naturligvis ting jeg vil blive bedre til, og ting jeg vil søge at blive mere afklaret omkring.

I sommeren 2013 færdiggjorde jeg en uddannelse som HD i organisation og ledelse. Det var en uddannelse, som jeg brugte 4 år på - ved siden af mit almindelige fuldtidsarbejde. Det var et af årets store successer, at jeg blev færdig. Det har givet en masse ekstra tid, og i starten gav det også lidt et tomrum. Studiet var hårdt arbejde, men det var også fantastisk spændende og ren forkælelse at blive professionelt inspireret. Derfor er et af mine fokuspunkter i 2014 at udfylde dette tomrum. Og at gøre det velovervejet.
Det er naturligvis blandt andet i dette rum, at bloggen her er opstået og at kreativiteten har fået mere rum i mit liv. Og dette kommer jeg ikke til at ændre på. Det nyder jeg utrolig meget.

I 2014 skal jeg også blive skarpere på, hvad bloggen her skal bruges til. Jeg glæder mig til at udforske dette medie endnu mere. Jeg kan blandt andet afsløre, at jeg kommer til at skrive mere om det at stå på venteliste til et adoptivbarn.

Og sidst men ikke mindst skal jeg fortsætte med fokus på at være tilstede i nuet. Ikke at stresse for meget og at være, der hvor man er. I små konkrete handlinger kan det handle om at:

• Gå en lille aften tur med min mand hver aften
• Beslutte tidspunkter på dagen, hvor jeg ikke er online
• Læse flere bøger
• Kigge op i stedet for ned, når jeg går tur. Så opdager man hverdagens smukke ting, som man ofte overser. 

Hvad tænker du omkring 2014? Store eller små ændringer?

Blog Challenge - Noget jeg er bange for

Dette spørgsmål kan jo besvares på mange niveauer. Det kan være ting som udfordrer mig og det kan være angstprovokerende ting. Det kan være højder og det kan være trafikulykker. 

Jeg har to ting, jeg gerne vil fremhæve:

Jeg er bange for at kravle op på vores hems. Som det ses på billedet er der en meget gammel - men dekorativ stige der op til. Sidste år op til jul skulle jeg liiige der op og stille noget fint julepynt. Jeg behøvede da ikke lige hjælp - og resultatet var at stigen gled under mig og SLAM, så lå jeg på gulvet og råbte hjælp. 

Da jeg skulle der op i går holdt Morten selvfølgelig stigen - men jeg kunne virkelig mærke, at det sad i mig og jeg var ret bange. 

 

Den anden ting jeg er bange for er mere overordnet. Mange fortæller at efter de får børn bliver de mere bange for, at der skal ske deres familie noget. Den har jeg nu selvom jeg ikke har børn. Jeg kan blive bange, når jeg hører en ambulance - for er det nu Morten eller andre i familien. Da der forleden dag var stormvejr var det rigtig rart da han kom hjem - for så var han ok. 

Det er vel bare en naturlig følge af at elske nogen højt. 

Noget eller nogen jeg savner

Blog challenge - dag 3 lyder på nogen jeg savner. Den er ikke svær. Jeg savner min bror.

Han bor i Australien og det kan jeg godt forstå. Han har et skønt liv derovre. Sol og sommer det meste af året, et godt job og Sydneys havn og opera som en af de nærmeste naboer!

Han har lige været hjemme på ferie, og det var dejligt at have ham hjemme. Nu må han godt snart flytte tilbage til Danmark :-).

Hvornår kommer Umfufu?

Jeg har fornylig læst en bog hurtigere end lynet.
Det er bogen "Barnløshed, adoption og et kulørt familieliv" skrevet af Monica Lorenzo Pugholm.
Jeg læste om den på bloggen adoptionsliv.dk og fandt den på biblioteket få dage efter. Jeg gik hjem og åbnede den en eftermiddag og sent om aftenen havde jeg tygget mig igennem den hele.

Det er en bog, som ærligt beskriver forløbet fra det at have svært ved at blive gravid og til at have adopteret to skønne børn. Den beskriver det, at være en familie, som har forskellige hudfarver - og dermed vækker opsigt i gadebilledet. Og sidst men ikke mindst beskriver den det, at håndtere omgivelsernes mange spørgsmål til det at adoptere.

Den apellerer til mig fordi vi selv står på venteliste til at adoptere et barn fra Sydkorea - og det vil denne blog også handle lidt om - fordi det er en del af mit liv. Det bliver ikke en "adoptionsblog" men en gang i mellem vil der komme et indlæg, som handler om det. Jeg håber I vil læse med på disse indlæg også.

Og i øvrigt - den pudsige titel til dette indlæg referer til at vi kalder vores fremtidige barn Umfufu. Jeg er sikker på, at I der er/har været gravide også har fine og pudsige navne til de ufødte små?

Efterår, weekend og familie

I sidste weekend var der skruet op for skønne efterårsfarver og familiehygge.
Vi var i skoven med hundene og der var de vildeste efterårsfarver. På billedet kan I hilse på husets ene hund Victor. Victor er 5 år og er en af matriklens 3 beagler.
Søndag var min bror på et længe ventet besøg. Han bor til daglig i Sydney og er på ferie i Danmark. Morten og Kasper var kreative og lavede to sjove græskarhoveder.
Der er ingen der siger, at man skal have børn for at lave barnlige ting!