Adoption - Umfufu #9

Ventetiden

Vi er meget bevidste om, at det ikke skal fylde for i vores hverdag. Det fylder naturligvis meget i vores tanker, og jeg tror ikke, at der går en dag uden at jeg tænker på det. Men det må ikke æde os op. Det må ikke fylde det hele og det må ikke gøre, at vi ikke er til stede i vores liv lige nu. Det synes jeg, at vi er gode til. Vi er også gode til, at spørge ind til, hvordan de forskellige ting påvirker os hver især.

En af de ting, som vi har lært om hinanden er, at tingene påvirker os forskelligt og tingene går op for os i forskellige tempi og på forskellige tidspunkter. Et sjovt eksempel er hele det her med, at ventetiden er forlænget. Det er mig, som holder mig mest informeret på Danadopts hjemmeside mv. Jeg har løbende fortalt Morten om udviklingen, og vi har læst informationsbrevene sammen. Jeg har været lidt ked af, at tingene går langsomt, men vi har jo ikke kunne gøre noget ved det. Jeg har godt kunne mærke, at det ikke gik Morten lige så meget på.

En aften sad han med netbank og prøvede at holde sit overblik over kroner og ører. Så spørger han, hvornår det er at Umfufu kommer – og hvor mange penge det er vi skal have sparet op. (Vi lægger løbende penge til side, så vi er sikre på, at alle pengene er der, når det magiske opkald kommer). Det gik da op for Morten, at vi havde sparet mange penge op i forhold til de nye udsigter. Dette fysiske tal på opsparingskontoen, som ikke ser ud til at blive hævet så hurtigt alligevel, var hans måde at erkende at ventetiden bliver længere. Det var her, at det sank ind hos ham, og jeg kunne mærke, at han blev påvirket af det. Det påvirkede ikke mig så meget lige der – for det havde vi jo talt om mange gange før – den sank helt ind hos ham der.

En vigtig ting i dette er naturligvis, at det ikke er fordi han ikke glæder sig eller er optaget af det hele – det er bare på forskellige måder og forskellige tidspunkter for os begge.

Adoption - Umfufu #8

Landevalg

Det næste skridt for os var, at vi skulle vælge, hvor vi ville adoptere fra. Man skal vælge ét land. Man kan ikke stå på flere ventelister. Det var naturligt for os, at vi ville adoptere fra et asiatisk land, således at barnet ligner Morten (det er ikke muligt ved udenlandsk adoption at adoptere børn, som ser vestlige ud, og dermed ligner mig.). I starten af processen talte vi for sjov om, hvor sjove vores familiebilleder ville se ud, hvis det var et sort barn. Dette gjorde også, at vores barn hedder ”Umfufu”, når vi taler om ham. Andres hedder Trold, Lillen eller Baby – vores hedder Umfufu.

De forskellige lande, man kan adoptere fra, stiller forskellige krav til adoptanter. Det kan være alt fra religion til hvor længe man har været gift.

Da vi var til møde hos Danadopt gik det op for os, at Korea passede os rigtig godt. Det synes jeg var helt ideelt, og det bedste, der kunne ske. Korea er et velfungerende land med god infrastruktur og velstand. Dette gør, at børnene bliver tilset af dygtige læger, og at de bor hos plejemødre og ikke på børnehjem. Børnene bliver typisk bortadopteret fordi deres mor er enlig. Det er stadig et stort tabu i Korea at være enlig mor, og det er socialt meget svært. Derfor bortadopterer en den enlige møde deres børn. Et af disse børn hedder Umfufu og skal bo i Ølstykke.

Adoption - Umfufu #7

Fase 3

I efteråret 2011 startede vi fase 3. Vi skulle her skrive om vores familier, relationer, arbejde og liv i det hele taget. Dernæst skulle vi til møde med en sagsbehandler i statsamtet. Først skulle vi mødes hos hende i statsamtet og få dage efter kom hun hjem hos os. Det var en mærkelig oplevelse. Hun var ret mekanisk og det virkede som om hun stillede os spørgsmål fra en liste. Samtidig sad hun og skrev alt ned. Hvert et ord, virkede det som om. Vi var omkring ALT! Barndom, ungdom, forældre, relationer, venner, uddannelse, arbejde, parforhold, tanker om opdragelse. ALT!

Da hun kom her hjem gik hun interesseret rundt og så hele huset, og hun var meget begejstret. Næsten lidt for meget – men hvad – det var da dejligt, at hun kunne lide vores hjem!

Jeg havde fået at vide, at det ville være meget grænseoverskridende med disse samtaler, men det synes jeg nu egentlig ikke. Morten og jeg er begge vandt til at tale om, hvad vi tænker, og hvordan vi har det, så det var ikke så slemt. Det var naturligvis energikrævende og samtalerne tog en del timer, så vi var kørt grundigt over, da vi var færdige.

Lige inden jul fik vi vores endelige godkendelse! Nu var vi endelig godkendt til at kunne adoptere et barn.

At ville vide hvad ingen ved... Umfufu

Ja det var da en lidt kryptisk titel - men det er lidt det, der rumsterer i mit hovede lige nu.
Som I sikkert har læst, står vi skrevet op til at adoptere et barn fra Korea. Det viser sig, at denne ventetid er væsentlig længere end vi først blev stillet i udsigt. Da vi blev skrevet på ventelisten fik vi at vide, at der ville gå 2,5-3 år. Dan Adopt havde meget erfaring med Korea, så vi var trygge ved, at det var let for dem at forudsige ventetiden. Der er dog i mellemtiden sket nogle ting i Korea, som har gjort at de nu ikke længere kan forudsige, hvor lang tid der går. Overhovedet Det eneste vi ved er, at der er mere end 20 foran os på venlisten. Det sidste år, har de skrevet nyhedsmails ca. hver 3. måned med budskabet: "Vi ved stadig ingen ting - men ventetiden stiger."

Nu har Dan Adopt så indkaldt til informationsmøde, men allerede i mailen skriver de igen, at de ikke ved noget. De kan så bruge en aften på at sige "Det kan vi desværre ikke svare på" til alle de mange pars frustrerede spørgsmål. Jeg sidder derfor og tænker på, hvad der er bedst for mig og os? Skal vi tage med til mødet for at få al den information vi kan? Eller skal vi blive hjemme for at undgå at blive smittet af de andre familiers frustration?

Selvfølgelig er jeg også selv til tider frustreret  men jeg holder fast i at jeg VED, at der kommer et barn. Umfufu kommer - jeg ved bare ikke hvornår.

Jeg tænker nogle gange på det som når man venter på bussen - bussen kommer ikke hurtigere af, at man går hen og tjekker busplanen endnu en gang... Meeen, hvad nu hvis den alligevel gjorde?

I kan læse mine andre indlæg om vores adoptionshistorie under etiketten "adoption".

Adoption - Umfufu #6

Beslutningen

De fleste andre på kurset postede ansøgningen til fase 3 på vej hjem i bilen. Vi havde dog brug for lige at tænke os lidt om. Vi stod lige overfor en flytning og jeg skulle skifte job. Oven i det havde psykologen på kurset sat nogle tanker i gang, som jeg havde behov for at få sat på plads. Før kurset var jeg egentlig ret klar på, at jeg gerne ville adoptere og hvorfor jeg gerne ville det. Jeg blev ikke i tvivl, men jeg havde behov for at tage lidt tid til at mærke, at jeg stadig var sikker.

Årsagen til, at vi gerne vil adoptere er, at vi føler en stor tilknytning til adoption. Det er naturligvis særligt i kraft af, at Morten er adopteret. Det er i vores lille familie en helt naturlig måde at få børn på.

Jeg har aldrig haft den ubærlige trang til at blive gravid og at føde mit biologiske barn. For mig har er det vigtig at få et barn, men det er ikke vigtigt at det er mit biologiske barn. Det er lige præcis det her, som nogle mennesker – særligt kvinder - har meget svært ved at forstå. Særligt dem, som siger, at det er et biologisk instinkt. Det er det vel også. Det er det instinkt, som sikrer artens overlevelse. Men det instinkt er altså ikke så stærk hos mig. Derimod er trangen til at slutte en ring og styrke min lille families bånd til Korea stor, og det er derfor vi vil adoptere et barn. Disse tanker voksede hos mig i de måneder der gik, før vi sendte vores ansøgning til fase 3.

Adoption - Umfufu #5

Ansøgning - Fase 2

I marts og april måned 2011 var vi på fase 2 kursus. Vi var 20 personer – både par og singler, som mødtes på Tisvilde badehotel i to weekender. Kurset blev ledet af en kvindelig og en mandlig psykolog, som begge arbejder med børn og adoption. Jeg var spændt på kurset, fordi jeg var opmærksom på, at de nok alle sammen havde været igennem et forløb med insemineringer mv. Dermed ville jeg være anderledes end dem, og måske ville de heller ikke kunne forstå mig. Det gik dog langt bedre end jeg havde forventet. Det var nogle intensive dage, som bragte os meget tæt, og som fik os til at tænke på en masse gode spørgsmål. Det var spørgsmål om opdragelse, om hvor meget af sandheden man skal fortælle barnet – særligt når den er barsk, og hvordan man vil takle situationer, hvor barnet føler sig anderledes.

Også på dette kursus blev jeg dog også konfronteret med det, at jeg ikke umiddelbart ved, at vi ikke kan få biologiske børn selv. Det er ikke, det, der er årsagen til vores valg af adoption. Den ene psykolog gik lidt hårdt til mig. Det var hårdt og provokerende – men det fik mig da også til at tænke over det hele.

Både på grund af dette og på grund af en flytning og en masse andre praktiske ting, valgte vi at tage os lidt tid, før vi satte gang i fase 3.

Adoption - Umfufu #4

Ansøgningen - Fase 1

Fase 1 gik relativt hurtigt. Her var der en masse papirer, der skulle indsamles og et hurtigt lægebesøg. Herefter skulle vi til et møde på statsamtet. Det var faktisk temmelig grænseoverskridende. Hun kunne på ingen måde forstå, at vi gerne vil adoptere et barn, når vi nu ikke er ufrivilligt barnløse. Hun gjorde os opmærksomme på, at man ikke skulle adoptere et barn, for at blive interessant. Hun nævnte sågar Madonna som et eksempel på personer, som adopterer for at fremstå som en interessant person og familie!

Det var første gang jeg stødte på slet ikke at blive forstået. Vi blev meget frustrerede og vi var sikre på, at vi ikke ville blive godkendt. Lidt tid efter fik vi dog heldigvis vores fase 1 godkendelse.