Det at adoptere et barn har været i min bevidsthed i mange
år. Inden jeg mødte Morten var jeg alene i nogle år, og her tænkte jeg ved mig
selv, at hvis jeg ikke fik en kæreste inden jeg blev sidst i tredverne, ville
jeg søge om at adoptere et barn.
Da jeg mødte Morten, gik der ikke lang tid før det blev en
tanke, der kom op. Morten er adopteret
fra Korea. Da vi havde kendt hinanden under et år tog vi til Korea sammen. Min far og hans kone boede på det
tidspunkt i Korea. Jeg havde været der ude flere gange før, og planlagde
uafhængigt af Morten, at tage derud. Morten havde også i længere tid overvejet
at tage til Korea for at se, hvor han kom fra. Vi tog derud i oktober 2008. Her
havde vi 14 fantastiske dage, hvor vi blandt andet besøgte det børnehjem Morten
havde boet på.
Da vi skulle flyve hjem, steg en familie på lufthavnsbussen.
Det var et europæisk par med et lille koreansk barn. De havde helt tydeligt
været ude og hente et adoptivbarn. Det viste sig, at vi skulle med samme fly
til Europa. Da jeg så denne familie, fik jeg kuldegysninger. Det var fantastisk
at se, at en familie startede et adoptionsliv i samme åndedrag, som vi havde
været ude og se, hvor Mortens liv var startet 31 år før. Her tænkte jeg for
første gang, at det vil jeg også gerne!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar