mandag den 3. november 2014

Efterårssysler og lidt om november






























De sidste par weekender har været pakket med dejlige ting. Blandt andet hjemmelavede pizzaer. Simpelt men skønt.

I sidste weekend var jeg en tur på Comwell i Korsør, hvor min veninde og jeg var til et lækkert arrangement, hvor vi fik afprøvet deres spa og deres kunnen indenfor lækker mad og festlig musik. Jeg var dog ikke så flittig med kameraet. Spa og kamera er en dårlig kombi... Jeg tog dog et billede af den sjoveste kombination af en bænk og en trillebør. Den er lavet af Elefantgården, som er et socialpsykatrisk dagtilbud, som laver de lækreste produkter i træ. Jeg kunne sagtens se sådan en bænk i vores have - men det kan min mand ikke...

Jeg håber at november skal bruges på

  • at gå ture i skoven - gerne i så skønt vejr som sidste år. Det er fra en tur, hvor vi samlede ind til juledekorationer sidste år. 
  • at være på yoga workshop. Denne ved jeg kommer til at holde, for jeg har meldt mig til en hel dags yoga i næste weekend. Det bliver dejligt og sikkert også intenst. 
  • at holde fødselsdag - og forberede denne. Det bliver med brunch for familie og venner den sidste søndag i november.
  • at få blogget lidt mere end jeg har haft held med længe.
  • at pynte en lille smule op til jul. Første søndag i advent er jo trods alt i november. 
  • at gå i gang med at sy lidt julegaver
  • at sy min biblo-taske færdig
  • at stoppe min liste i tide, så der også er plads til ro og fordybelse.

Glædelig november til jer!









mandag den 27. oktober 2014

Tanker om forbrug og bytning


Jeg er blevet mere og mere bevidst om vores brug-og-smid-væk kultur - og det provokerer mig egentlig lidt, når jeg ser statistikker over, hvor meget vi smider ud af alt muligt godt.
Forleden hjalp jeg min bror med at rydde ud i hans ejendele, fordi han bor i udlandet og ikke kan have ret mange ting herhjemme. I sagens natur røg meget på genbrugspladsen, men her stod heldigvis et par mennesker, som gerne ville have de ting, der kunne bruges. Det er dejligt at tænke på, at tingene kan få et nyt liv hos andre.

I samme ånd var jeg til "bytte-tøj-dag" i sidste uge. Det er min kollega Helle, som har taget initiativ til dette arrangement. Jeg skrev også lidt om det i sommer her

Det har kørt i mange år, og har udviklet sig til at være ret stort. Vi var ca. 50 kvinder i alle aldre, som kom med tøj, som vi ikke længere bruger - og kommer hjem med noget "nyt". Det bliver ikke byttet som sådan, men der bliver kørt auktion over tingene. Alt bliver solgt ganske billigt.

Jeg havde selv taget en del ting med. Der var alt fra striktøjer og kjoler til herreskjorter. Jeg har en pose i bunden af mit skab, som jeg lægger ting ned i, når jeg tænker, at det ville være godt til bytte-tøj-dag. Det er ting, som jeg nok ikke ville kunne få det store for på fx Trendsales, men som stadig er for godt til at smide ud.

Jeg solgte en godt brugt cashmere cardican, et par Rosemunde silkebluser, en cashmere top, et tørklæde mv. Jeg købte ikke noget selv, for min mission var egentlig bare, at jeg ville have ryddet lidt ud i klædeskabet. Jeg ville gerne være bedre til at have lidt men godt i mit klædeskab. Og det hjælper på det.



onsdag den 3. september 2014

Brug af billeder






































Jeg har fået fremkaldt nogle af de billeder, som jeg har taget med min Iphone. Jeg synes det er en sjov og uformel måde at se sine billeder på. De er printet som polaridfotos, og så har jeg sat dem op på en tavle. Så kan de også nemt skiftes ud, når noget andet bliver sjovere og mere aktuelt. 
De blev printet via en app, som hedder Printic, og så kom de med posten.

lørdag den 30. august 2014

Min hule i lidt nye klæder






















Jeg har før vist billeder af mit hyggelige "legerum" her og her. Det er totalt luksus, at jeg rent faktisk har fået husets største rum til at brede mig på, hygge, spille og lege i. Det er her jeg syer, skriver blogindlæg, spillerklaver og bare flader ud.

I sommer syntes jeg dog, at den kreative opslagstavle blev en kende for roddet. Derfor strøg jeg en tur i IKEA og købte to billedhylder, som jeg har hængt op i stedet. Det har givet et lidt strammere udtryk, samtidig med, at jeg stadig kan skifte ud i tingene og blande billeder, notesblokke og småt dims, som jeg vil.

På Bornholm købte jeg denne lækre hængende opbevaringsting til alt muligt småtteri. Den er virkelig lækker og praktisk på samme tid. Den er af mærket OYOY.



onsdag den 27. august 2014

Liberty Leo Love



Da jeg syede denne skjorte forudså jeg, at det var et mønster, som jeg ville komme til at elske. Og jeg har også allerede syet en mere. Den passer rigtig godt og så er den rimelig let at sy. Det eneste der kan drille er stolpelukningen, men den fik jeg Line til at hjælpe med begge gange. Jeg synes det er en lækker detalje med trykknapperne. Det gør den både lettere at lave og får den til at se mere pro ud (synes jeg). 

Jeg har nu syet den op i den lækre leo Liberty, og den er igen et hit. Jeg forudser at de to skjorter vil blive brugt mange gange hen over efteråret. 



lørdag den 23. august 2014

Oprydning, genbrug og lidt til salg

Tanker om oprydning, genbrug og spild bruger jeg egentlig en del tid på. Jeg synes dog ofte at tid ender med at blive en dårlig undskyldning for mig. Jeg vil rigtig gerne blive bedre til både at købe genbrug og sælge mine egne ting. Jeg så lige et program om indretning med genbrug på TV2 og det bliver jo sygt lækkert.

Min kollega laver hvert halve år en "byttetøj-dag" hvor der kommer ca. 40 kvinder og bytter og sælger tøj. Det er altid ved en ny sæsonstart, så man kan få opdateret sin gardarobe. MEN her bliver jeg ofte ramt af tidsfaktoren. I en travl hverdag ender dette fantastiske arrangement ofte med at blive nedprioriteret. MEN i år vil jeg med - og jeg skal nok sende jer en beretning. Jeg har en sæk stående med ting, som GLÆDER sig til at få et nyt hjem.

Min mand har også nogle ting, som skal have et nyt hjem. Han har nogle rigtig lækre Dolce & Gabbana skjorter, som for et par år siden er købt som fejlkøb. Derfor vil de gerne have et nyt hjem og de er sat til salg på Trendsales. I kan se dem alle sammen på min Trendsalesprofil her


















mandag den 4. august 2014

Kunsthåndværk-amok

Vi er på ferie på Bornholm og den står primært på 3 ting: afslapning på vores skønne terrasse med havudsigt, opsøgning og tilberedning af lækre råvarer og kiggen på kunsthåndværk. Her kommer lige et udsnit af dagens fristelser fra Svaneke.
Jeg beklager hvis kvaliteten ikke er i top. Jeg kører på min iPhone.





(Ja - det er en hundelort i keramik. Syg humor - I know...)


Alle billeder er taget fordi jeg ville elske at have stående derhjemme (undtagen glaspuster-manden...). Et par ting kom med hjem, og det skal jeg nok vise mere af senere.