mandag den 31. marts 2014

Adoption - Umfufu #7

Fase 3
I efteråret 2011 startede vi fase 3. Vi skulle her skrive om vores familier, relationer, arbejde og liv i det hele taget. Dernæst skulle vi til møde med en sagsbehandler i statsamtet. Først skulle vi mødes hos hende i statsamtet og få dage efter kom hun hjem hos os. Det var en mærkelig oplevelse. Hun var ret mekanisk og det virkede som om hun stillede os spørgsmål fra en liste. Samtidig sad hun og skrev alt ned. Hvert et ord, virkede det som om. Vi var omkring ALT! Barndom, ungdom, forældre, relationer, venner, uddannelse, arbejde, parforhold, tanker om opdragelse. ALT!

Da hun kom her hjem gik hun interesseret rundt og så hele huset, og hun var meget begejstret. Næsten lidt for meget – men hvad – det var da dejligt, at hun kunne lide vores hjem!

Jeg havde fået at vide, at det ville være meget grænseoverskridende med disse samtaler, men det synes jeg nu egentlig ikke. Morten og jeg er begge vandt til at tale om, hvad vi tænker, og hvordan vi har det, så det var ikke så slemt. Det var naturligvis energikrævende og samtalerne tog en del timer, så vi var kørt grundigt over, da vi var færdige.

Lige inden jul fik vi vores endelige godkendelse! Nu var vi endelig godkendt til at kunne adoptere et barn.

onsdag den 26. marts 2014

Skateboard stol

Jeg har noget med stole. Jeg synes at stole har så mange funktioner. Der naturligvis den åbenlyse - at man kan sidde på dem. Men en god stol er også en skulptur i rummet. Det er særligt klassikerne der fremhæves i bladene mv. - men jeg tror faktisk at vi her har fingrene i en ny klassiker. Ja - jeg har jo ikke rigtig  noget at have det i, men jeg synes i hvert fald at min nye stol er skøn.

Den hedder Skateboard stolen I'M:Board og er lavet af firmaet Studio Apparel. Når man tager hynderne af, kan man se at hver del af både sædet og ryglænet er formet som et skateboard. Den er lavet af bambus, og man sidder super godt i den. Så den er et hit hos mig.

Victor har også godkendt den...




torsdag den 20. marts 2014

Jakke crush

Jeg har et jakke-crush!
Jeg elsker simpelthen små indendørs jakker. Det kan være blazerjakker, cardigans, som er lidt jakke agtige, læder jakker mv. Det er sådan en let måde at opgradere jeans og en t-shirt looket, så man ligner én, der er voksen og går på arbejde.

Jeg har syet en super lækker boucle jakke med frynsekanter. Jeg købte stoffet hos Englestof i Hørsholm. Mønsteret er Lines quiltejakke mønster. Jeg måtte tage en størrelse mindre - og stadig var den temmelig stor. Det er utroligt hvad det gør, at stoffet kan give sig lidt - og at det ikke bliver quiltet.
Kanterne er simpelthen bare kanterne fra stoffet, som var frynset på den helt rigtige måde. Det blev syet på i stedet for kantebånd.

Jeg må sige, at jeg er rigtig godt tilfreds.


tirsdag den 18. marts 2014

At ville vide hvad ingen ved... Umfufu

Ja det var da en lidt kryptisk titel - men det er lidt det, der rumsterer i mit hovede lige nu.
Som I sikkert har læst, står vi skrevet op til at adoptere et barn fra Korea. Det viser sig, at denne ventetid er væsentlig længere end vi først blev stillet i udsigt. Da vi blev skrevet på ventelisten fik vi at vide, at der ville gå 2,5-3 år. Dan Adopt havde meget erfaring med Korea, så vi var trygge ved, at det var let for dem at forudsige ventetiden. Der er dog i mellemtiden sket nogle ting i Korea, som har gjort at de nu ikke længere kan forudsige, hvor lang tid der går. Overhovedet Det eneste vi ved er, at der er mere end 20 foran os på venlisten. Det sidste år, har de skrevet nyhedsmails ca. hver 3. måned med budskabet: "Vi ved stadig ingen ting - men ventetiden stiger."

Nu har Dan Adopt så indkaldt til informationsmøde, men allerede i mailen skriver de igen, at de ikke ved noget. De kan så bruge en aften på at sige "Det kan vi desværre ikke svare på" til alle de mange pars frustrerede spørgsmål. Jeg sidder derfor og tænker på, hvad der er bedst for mig og os? Skal vi tage med til mødet for at få al den information vi kan? Eller skal vi blive hjemme for at undgå at blive smittet af de andre familiers frustration?

Selvfølgelig er jeg også selv til tider frustreret  men jeg holder fast i at jeg VED, at der kommer et barn. Umfufu kommer - jeg ved bare ikke hvornår.

Jeg tænker nogle gange på det som når man venter på bussen - bussen kommer ikke hurtigere af, at man går hen og tjekker busplanen endnu en gang... Meeen, hvad nu hvis den alligevel gjorde?

I kan læse mine andre indlæg om vores adoptionshistorie under etiketten "adoption".

søndag den 16. marts 2014

Man kan jo ikke sy alting


Der er en tendens på forskellige blogs til at være bevidst om tøjforbrug. Det synes jeg er en rigtig god tendens, for mode-blogverdenen kan godt komme til at handle meget om, hvad man "ikke kan leve uden". Jeg ser mig bestemt ikke fri for, at bruge disse blogs som inspiration, lige som jeg også elsker et godt modemagasin. 
Jeg prøver dog altid at være bevidst om, hvad jeg egentlig har brug for, og hvad der kunne være rart at have. De ting jeg virkelig har brug for, kommer i første række, og det er her jeg tænker, at det er ok, at købe god kvalitet og ikke nødvendigvis billigst. 
Jeg tænker også altid - kunne jeg sy det selv? - Det har jeg jo fx for nylig gjort med både en hvid skjorte og en bouclé jakke - så de er strøget af "indkøbslisten". 

MEN - et par flade sorte sko kunne jeg altså ikke sy, og fredag eftermiddag var internettet min ven. Jeg har kigget lidt på Last Conspiracys loafers. De ser skønne og behagelige ud - men jeg synes måske også at prisen er lige høj nok. Men jeg fandt dem hos Stig P med 60% rabat - og så slog jeg til!

Jeg glæder mig til de kommer. 

På min liste står også et par ikke for høje sorte pumps - så hvis I har nogle idéer, så er de velkomne!

 

fredag den 14. marts 2014

Hjælp og inspiration til jumpsuit

Nu er I efterhånden ved at være en helt anseelig gruppe af dygtige piger, der læser med her - og derfor vil jeg gerne have jeres hjælp.

Jeg vil gerne sy en jumpsuit eller en buksedragt om man vil, og jeg vil gerne høre jeres erfaring med mønstre. Pasformen kan jo være lidt svær at regne ud, så det ville være rart, hvis der er nogle af jer, som har gode erfaringer med et mønster.

Jeg er ikke helt klar over, om det skal være med lange, korte eller ingen ærmer, men det skal være én, som både kan være til hverdag og fest - alt afhænig af styling. Jeg vil nok sy den op i noget lækkert sort stof af en slags.

Det her billede er fra Selected Femme og kan tjene til inspiration:


onsdag den 12. marts 2014

Liberty - Så er der fundet en vinder!

Så er der fundet en vinder af min give away. Det blev Helena, som har bloggen Made by me.  Jeg skriver en mail til dig via bloggen.