tirsdag den 18. marts 2014

At ville vide hvad ingen ved... Umfufu

Ja det var da en lidt kryptisk titel - men det er lidt det, der rumsterer i mit hovede lige nu.
Som I sikkert har læst, står vi skrevet op til at adoptere et barn fra Korea. Det viser sig, at denne ventetid er væsentlig længere end vi først blev stillet i udsigt. Da vi blev skrevet på ventelisten fik vi at vide, at der ville gå 2,5-3 år. Dan Adopt havde meget erfaring med Korea, så vi var trygge ved, at det var let for dem at forudsige ventetiden. Der er dog i mellemtiden sket nogle ting i Korea, som har gjort at de nu ikke længere kan forudsige, hvor lang tid der går. Overhovedet Det eneste vi ved er, at der er mere end 20 foran os på venlisten. Det sidste år, har de skrevet nyhedsmails ca. hver 3. måned med budskabet: "Vi ved stadig ingen ting - men ventetiden stiger."

Nu har Dan Adopt så indkaldt til informationsmøde, men allerede i mailen skriver de igen, at de ikke ved noget. De kan så bruge en aften på at sige "Det kan vi desværre ikke svare på" til alle de mange pars frustrerede spørgsmål. Jeg sidder derfor og tænker på, hvad der er bedst for mig og os? Skal vi tage med til mødet for at få al den information vi kan? Eller skal vi blive hjemme for at undgå at blive smittet af de andre familiers frustration?

Selvfølgelig er jeg også selv til tider frustreret  men jeg holder fast i at jeg VED, at der kommer et barn. Umfufu kommer - jeg ved bare ikke hvornår.

Jeg tænker nogle gange på det som når man venter på bussen - bussen kommer ikke hurtigere af, at man går hen og tjekker busplanen endnu en gang... Meeen, hvad nu hvis den alligevel gjorde?

I kan læse mine andre indlæg om vores adoptionshistorie under etiketten "adoption".

4 kommentarer: