lørdag den 4. januar 2014

Nytårstalen

Så blev det 2014, og det giver nogle tanker om, hvad året skal bruges til - hvor skal fokus være?
I det store hele tror jeg ikke, at jeg kommer til at gøre tingene så meget anderledes i 2014. MEN, der er naturligvis ting jeg vil blive bedre til, og ting jeg vil søge at blive mere afklaret omkring.

I sommeren 2013 færdiggjorde jeg en uddannelse som HD i organisation og ledelse. Det var en uddannelse, som jeg brugte 4 år på - ved siden af mit almindelige fuldtidsarbejde. Det var et af årets store successer, at jeg blev færdig. Det har givet en masse ekstra tid, og i starten gav det også lidt et tomrum. Studiet var hårdt arbejde, men det var også fantastisk spændende og ren forkælelse at blive professionelt inspireret. Derfor er et af mine fokuspunkter i 2014 at udfylde dette tomrum. Og at gøre det velovervejet.
Det er naturligvis blandt andet i dette rum, at bloggen her er opstået og at kreativiteten har fået mere rum i mit liv. Og dette kommer jeg ikke til at ændre på. Det nyder jeg utrolig meget.

I 2014 skal jeg også blive skarpere på, hvad bloggen her skal bruges til. Jeg glæder mig til at udforske dette medie endnu mere. Jeg kan blandt andet afsløre, at jeg kommer til at skrive mere om det at stå på venteliste til et adoptivbarn.

Og sidst men ikke mindst skal jeg fortsætte med fokus på at være tilstede i nuet. Ikke at stresse for meget og at være, der hvor man er. I små konkrete handlinger kan det handle om at:
  • Gå en lille aften tur med min mand hver aften
  • Beslutte tidspunkter på dagen, hvor jeg ikke er online
  • Læse flere bøger
  • Kigge op i stedet for ned, når jeg går tur. Så opdager man hverdagens smukke ting, som man ofte overser. 
Hvad tænker du omkring 2014? Store eller små ændringer?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar